Havhesten og hulderlandet

    Her findes og et slags fugl, som mand kalder havheste. Denne fugl er ikke red for folk, men han setter sig hart op til baaden, og æder af alt det, som de udkaster. Hans maal er ligesom en hest naar han knegger, han er graa paa fierene, og er ikke aldeles saa stoer som en liden strandmaage, hans neb er som et maaseneb, oven paa nebbet hart hos øinene ere to store huull, ligesom næseborrene paa en hest, og der skal være hans næseboer, han er ikke ædendes, der gaar en slem forgiftig lukt fra hannem, men der er ikke mange som vil røre ved hannem, men dersom nogen slaar ham med en aarelom, det er den store ende af aaren, saa at han ligger slet død paa havet, da kommer tvende andre af hans staldbrødre og river paa hannem med svart raab, indtil saa længe han flyr sin kos bort med de andre. Mig er ogsaa udi sandingen sagt af gode ærlige folk, at dersom mand vil gribe denne fugl levendes, og binde et lidet staal paa hannem, da kunde de andre hans staldbrødre det kiende, og straxen merke at han haver staal paa sig, og derfor forsamler de sig omkring hannem, og river alle fierene af hannem, og dersom de ikke enda kunde faa jernet af hannem, saa rive de hannem selv i hjel og saa flye de bort.
    Denne fugel er ikke gjerne fremme uden i mørkt veir, ellers holder han sig udi det vilde hav paa øer, som ingen christen menniske kommer eller veed sig der af at sige. Mange mennisker ere udi denne mening, at denne samme havhest skal være en hulderfugel, og derfor kand han ikke fordrage staal paa sig, thi dersom staalet kom paa det land som de ere, saa mene de at det samme land maatte blive aabenbaret. Men ieg holder det for et fabell. Men det er vist og ofte forsøgt, at dersom mand binder staalet paa, og slipper hannem saa løs, da river alle de andre fierene af hannem, og paa det sidste da river de ham slet i hjel, men hvorfor de det giøre, det maa Gud viide som alting veed.

"Lofotens och Vestraalens Beskriffuelse 1591" av Erik Hansen Schønnebøl.