Sangen om Valborgsønnene

Sangen om Valborgsønnene, som sette til 20. mai 1858, av Fr. Jensen, prest i Bø 1854-1863. Hendinga kan vi lese om i Bø bygdebok b. 3 s. 85.
*
Så mangen mand på salten hav
drog næring, held og lykke -
mens mangen og til kolden grav
det monne snart bortrykke.
Så farlig er dets element -
så snart dets fryd til sorg blev vendt.

Langt nord på Nordlands nøgne kyst
der ligger gården Nyke
tæt under fjeldets høie bryst
hvor uveirsskyer fyge.
Dens eng og ager ringe er,
og såre liden frukt den bær.

Den kan ei af sin hårde grund
sin eiermand ernære.
Af havet og dets dybe bund
må den sin høst frembære.
Der må han færdes tidt og tråt,
der må han døie ondt og godt.
 
En enke nu dens eier er,
hun ei på hav kan fare,
men fire sønner har hun der,
en kraftig ynglingsskare.
Mens de i båden færdes tro,
hun steller gård med døtre to.

Snart venter hun en datter til -
hun større fryd skal smage:
Kristoffer, hendes søn, snart vil
en brud i huset tage.
Hans unge, fromme, fagre sind
vil bringe nye glæder ind.

Thi har hun lidt i mange år
da hendes mand, den kjære,
lå lagt af bylder, svære sår
som legemskraft fortæret.
Da stred hun ene striden hård
for mand og børn, for hus og gård.

Men Gud antog sig hendes sag
og løste mandens lænker
og skjænket hende slavetag
langt mindre end hun tænkte.
Så gjennem sorg og glæde frem
han fører os til himlens hjem.
 
 
Når vinterfisket vel er endt
og dagene blir lange,
da har enhver sin flid henvendt
på gangvad, for at fange
de store kveiter, hvoraf man
rækling og rav berede kan.

Så vil og Valborgs sønner ud
for deres vad at drage.
De sikkert håpede ved Gud
at vende glad tilbage.
Thi sjøen ligger blank og kjør,
og veiret lager gunstig bør.

Det var om våren i den tid
da stormen ofte hviler,
og sjøen ligger blank og blid;
- sjøfugl til landet iler.
Da fiskeren med mindre angst
på havet søge vil sin fangst.

Men håbet skuffet denne gang,
kun kort var stormens hvile.
Ulykken over alle hang,
de nu til graven ile.
Thi da de var ved målet bedst
brød stormen voldsomt fra nordvest.

Nu kommer sne med tykke fok,
nu hele bø1gen fråde.
Ei dygtighed og flid er nok,
her får og lykken råde
hvis båd og redskap holde vil.
De veed det ei, det får stå til.

Hvordan ulykken hændte dem,
hvem kunde sige dette?
Af dem kom ingen mer igjen
som kunde det berette.
En anden båd som ude var
kom frelst i land, blev dem ei var.
 
Ja, moder, broder, søster, brud
og enken med det spæde
førinden stormen raser ud
vil bitre tårer græde,
når tanken færdes på det hav
hvor deres kjære fandt sin grav.

Men lykken er som gunstig vind,
den gir og atter røver.
Fra verden vendes skal vårt sind,
og dertil Gud os øver.
Kun ydmyg tro er vel beredt
at nyde godt og miste det.

Det er jo livets trange kår
at hjertets bånd må sprænges.
Sålenge det i barmen slår,
det lider og det længes.
Hist i det svundne er ei trøst,
kun fremad kaller livets røst.

Igjennem strid og farer frem
til himlen gik de døde,
men gjensynshåbet styrke dem
hvis hjerte nu må b!øde.
Hvad her er skilt, blir samlet hist
i evighed hos Jesus Krist.

Så gråd med håb og hæv din ånd
fra jordens strid og plage.
Din sjæl, som Gud har i sin hånd,
skal aldri døden smage.
De er jo Jesu frelste brud
som lever evig glad hos Gud.

Tekstgrunnlag: Bø bygdebok b. 3 s. 267. Bø og Malnes Menighetsblad hausten 1958. (Begge variantane etter Anton Ellingsen, Vågen.)